torsdag den 17. oktober 2013

Knæk og spis...





... en lækker valnød. I børnehaven hvor jeg arbejder, har vi et kæmpe stort valnøddetræ i haven, som i denne uge har drysset de lækreste valnødder ned til os. Vi har samlet og samlet og samlet, og der var heldigvis nok til, at jeg også kunne få en pose med hjem. Det er første gang, at jeg har prøvet at samle og smage friske valnødder, og jeg må virkelig sige at det er noget andet en dem, man køber i supermarkedet. De er mere milde, bløde og frugtige i smagen - mums! Glæder mig til at prøve dem i koldhævede boller.



Manden og jeg er ikke de eneste der spiser nødder herhjemme. Her mæsker Ingolf sig i en. Man kan lige ane en lille næse og to øjne. Når han og Frederik får en godbid, styrter de ned i en af deres hemmelige huler og gnasker i fred - ikke så praktisk når man prøver at tage et billede af dem ;)



Nå ja, og så kan der lige blive lidt tid til hækling mellem nøddegnaskeriet. Jeg har holdt en lang pause fra hækleriet. Ikke bevidst, men der har bare været så meget andet, og den store lyst har ikke været der, men det er den ved at komme nu, hvor vejret opfordrer til mere inde-tid. Hæklenålen presser i hvert fald på med ideer, der skal prøves af.

søndag den 6. oktober 2013

En dejlig overraskelse



I torsdags tog min mand mig med i byen, "under byen". Jeg havde ingen idé om, hvad vi skulle, og da vi havnede på københavns bymuseum, blev jeg virkelig forvirret. Han førte mig helt ned i et af de bagerste rum på museet, i caféen der forpagtes af Tante T. Her var en stille stemning under natten, og vi satte os til rette i et par bløde velourlænestole med en kop efterårste og en cola. Folk talte dæmpet og forventningsfuldt sammen og jeg anede stadig ikke, hvad der skulle foregå, udover at der stod en lille scene foran os med cello, violin, bas, keybord og en masse "dimser". Midt i scenen stod en hvid kvindeskulptur og bag hende et kæmpe spejl med en tyk guldramme. Og fik jeg sagt at vores lænestole stod under en stor palme..! Mens vi sidder der og hyggesnakker blandt max. 60 andre mennesker, kommer Under Byen roligt ind, sætter sig afslappet ned ved instrumenterne og fører os smukt og intenst igennem en 45 min lang koncert. Wauw!
Tusind tak min dejligste skat for en enestående oplevelse <3

Til koncerten spillede de et af mine yndlingsnumre fra albummet Kyst, dog med et twist. Originalen kan høres her:


onsdag den 25. september 2013

Kære efterår...




Jeg er ikke helt klar til dig endnu. Jeg plejer at elske, når du melder din ankomst. Du blæser mig altid bagover med dine smukke, voluminøse skyer og gyldne lys, og mine gule gummistøvler står og hopper i gangen efter at komme ud og hvirvle op i den brændte palet af knasende blade. Du gør mig glad, eftertænksom og optimistisk og giver mig lyst til nærvær med dem jeg holder af. Du plejer at være mit årstidens tilflugtsrum. Men ikke denne gang... og du har endda allerede været her i næsten en måned... Jeg håber at du snart sniger dig ind under huden på mig igen, så du ikke når at forsvinde, og jeg må vente et helt år på dig igen.

Måske kan jeg i mellemtiden tænke over, hvordan vi kan opfriske og ombetrække det lille telefonmøbel, så det ikke længere er namset og lugter af røg, selvom vi har vasket det meget grundigt efter vi fik det hjem. Forslag til stof der kunne være fint til ombetrækningen modtages meget gerne :)



torsdag den 5. september 2013

Noget om bordskånere og et bryllup



Da vi var i Berlin, fik vi masser af idéer til pimpede og anderledes bordskånere, og mine hænder kunne ikke lade være med at gå i gang, da vi kom hjem. Da min dejlige veninde så skulle giftes her i august, ville jeg gerne give dem en lille ekstra gave, som var lidt personlig, og jeg kom i tanke om nogle super fede flise-bordskånere vi havde set på en stand på Mauerpark Flohmarkt. I mit forsøg på at efterligne lidt, tog jeg ud i Genbyg på amager og hyggede mig med at finde gamle fliser i en pæn stand. Den ene flise fik overført en lille sky med decoupagelim samt tekst, og den anden, synes jeg, var så fin, som den var. Derefter tilskar jeg en korkplade fra Søstrene Grene og limede bagpå. Det var virkelig sjovt at lave bordskånerne, og modtagerne blev heldigvis rigtig glade for dem.


Se også lige noget lækker mad vi fik til brylluppet, som bare var sådan en god dag - romantisk, afslappet og helt nede på jorden..







blomsten spiste vi selvfølgelig ikke, haha - synes bare den var så fin, at den lige skulle med ;)

Nåmen når nu der alligevel var godt gang i bordskånerne herhjemme, kunne vi ligeså godt gå all in, så her for nylig kom jeg til at pimpe vores egne kedelige IKEA-kork-bordskånere.. De kom til at se sådan ud:








Jeg er helt sikkert ikke færdig med bordskånere og billedoverføring på fliser, for det er virkelig en sjov ny verden fuld af muligheder, der skal prøves af... juhuu

lørdag den 31. august 2013

Spice it up




















Lidt hjemmelavede krydderi-mærkater. Har gemt glas et stykke tid og fik for nylig taget mig sammen til at lave mærkaterne. De er bare sat op i Open Office Draw, men det ville også kunne gøres i Word, og så printe printe + lakere fast på glasset. Så nemt Ü Baggrundene er fundet på nettet. Det er meningen at lågene også skal males, når jeg engang får taget mig sammen til det, hehe

torsdag den 22. august 2013

Der er noget dragende...




...over København, når byen forsigtigt vågner en tidlig hverdagsmorgen. Det var i hvert fald den følelse, jeg havde, da jeg cyklede i morges og byen stadig var i en drømmeagtig slummer. Dovne stemningsbilleder gled forbi i form af stille vand i kanalen, en ensom blinkende lysreklame i morgendisen og den nærmest poetiske rå jernbane ved Dybbelsbro med sine jerntræer på række og kobberfarvede skinner der bugter sig i støvede, græslignende bevoksninger.

Det fik mig til at tænke på dengang, jeg havde noget rengøring oppe under taget (7.sal) ved Rådhuspladsen. Selvom det var strengt forbudt (nok mest af sikkerhedshensyn) elskede jeg, når jeg mødte ind kl. 4 om morgenen at klatre gennem et skråvindue, ud på taget og om bag et stort blinkende neonskilt for at se de smukkeste solopgange over byens tage... wauw

Nå det blev et lille sidespring, for egentlig ville jeg bare vise lille frk. ballerina, som insisterede på at komme ud af hæklenålen indenom alle mine andre hækleprojekter. Hmm, gad vide hvad hun står og tænker på...







mandag den 19. august 2013

B#5 - Loppemarkeder




Vi nåede kun på fire loppemarkeder, da de fleste er om søndagen, og vi rejste fra søndag til søndag, men vi kom alligevel på to virkelig gode, som klart kan anbefales, hvis man kommer til Berlin og er til loppemarkeder.

Det første er Flohmarkt am Fehrbelliner Platz. Det er ikke så stort, men man kan tilgengæld være heldig at finde gode sager til en fair pris. Jeg fandt bl.a. ovenstående emaljegryde i rigtig fin stand til bare 15 kr. Min mand købte en gammel pengesæk, som han syede om til en stor, dejlig pude da vi kom hjem. Der er blevet lidt kamp om, hvem der skal sidde i den, men han vinder som regel, for det er jo egentlig hans ;P


Og så er der jo Mauerpark Flohmarkt, som er det største og måske også bedste loppemarked. Der var en del mere tøj denne her gang, end hvad jeg husker fra sidst vi var der. Der er også mange små design- og kunstboder, hvor man virkelig kan blive inspireret til mange gør-det-selv projekter.
Vi fik bl.a. nedenstående med hjem:

Samt lidt andre gode sager, som jeg ikke lige har fået taget billeder af. Jeg fik også nogle visitkort med hjem på butikker, jeg gerne vil kigge lidt nærmere på, bl.a. Jaffic, Yackfou, Theia design, Mauberlin og Amorimar.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...